Jul i Tandådalen

Jul med familien i Sälen. Det har jeg ønsket mig i mange år og endelig lykkedes det. Forholdene var vekslende idet det var meget koldt nogle dage og sneede en del alligevel. Visse dage var det – 20 og koldere. Det er for koldt for Vaino, der fik is mellem trædepoterne så et par gange måtte vi vende om. Andre dage måtte han blive hjemme. Han har hundesko men kan ikke gå med dem. Desværre måtte vi så de fleste dage nøjes med at gå ture med ham på nedkørte veje. En skuffelse for hunden sikkert. Jul på fjeldet kan anbefales for der er ikke så mange mennesker, og dem man møder er i godt humør. Ingen mænd i lycra med pulsur.

Det var også svært at vokse skiene rigtigt; både mht fæste og glider. Juleaftensdag var det isnende koldt og efter at have været ude i tre timer var jeg gennemkold selvom turen krævede en del kræfter. Der er sport i hård frost men jeg foretrækker -10 eller lidt varmere for en del af turglæden er også at holde pauser. I pausen kan hunden hvile sig og man kan lave kaffe og varm frokost. Intet smager bedre en varm turmad. Problemet er at man er klædt på til at bevæge sig så når det er meget koldt duer det ikke at sidde ned som man kan se på Oskar nedenfor. Vi vender stærkt tilbage til februar.

I dag prøvekørte jeg et par vintage træski, som jeg købte sidste år på Ærø for 100 kr. De er blevet slebet og behandlet med gammeldags tjære + smurt efter en youtube vejledning. Såvidt jeg lige kan se er de fra starten af 70’erne. Norske og ualmindelig fine i Hickory med noget stenagtigt som kant; kun bindingerne er skiftet ud. Det fungerede super godt og svært at mærke forskel ift moderne turski. Ikke lige så lette som sprint ski eller lige så robuste som fjeldski men bedre end jeg havde regnet med.

Turen bragte os også forbi et hytteområde hvor jeg for nogle par siden blev brændt af en projektudbyder. De tilbød nogle små fine huse som erstatning for et lejlighedsprojekt i Stöten, der var kikset. Da de begyndte at back trade på dette alternativ også gad jeg ikke mere, men nu hvor jeg kan se hvor fedt de ligger fortryder jeg at jeg ikke tog hårdere fat. Husene er bittesmå, men hvis man kender hinanden godt går det lige. Se i baggrunden.

Sidste år måtte skiferien aflyses pga Corona. Vi kompenserer med to uger i år og igen er det hyttekonceptet som er valgt. I ugerne frem til afrejse blev de norske og svenske indrejseregler fulgt nøje, da vi skulle sejle til Norge og køre videre derfra. Vaino hader at køre bil så det er det mest skånsomme måde; også for mig. “No test no trouble” har være levereglen, men det viste sig at være unødvendigt eftersom alle restriktioner er væk. Min ven Niels er med på de første dage og det er superhyggeligt. Hver dag vi tager en god halvlang skitur. 10-12 km er hundens begrænsning, men så har alle fået røde kinder og et smil på læben. Varm mad til frokost selvfølgelig.

Sikkert hjemme tændes saunaen og afterski musikken, efterfulgt af en lur.

Aftensmad (protein rigt) + en gammel James Bond film og sengetid. Ny dag følger. Dejlig ensformigt 🙂

Weekendtur med partnere fra IUNO og Vaino. Huset var gennemkoldt da jeg kom derop med hunden, men i løbet af et par timer var indetemperaturen fin. De andre dukkede op efter mørkets frembrud og havde en spændende tur ned af det sidste stykke vej til huset. Efter at vi har monteret refleksbånd på træerne er det heller ikke så svært, men stiller krav til bilen. Næringsrig mad blev tilberedt på brændekomfuret og serveret med rødvin i rigelige mængder. Det hele bidrog til at holde varmen. Min ven Niels, som jeg har huset med havde brygget en IUNO øl som tak fordi vi har hjulpet hans datter med noget. Øllet var lige så godt som det ser ud at være.

Derefter hyggelig weekend med meningsfyldte samtaler, ture i skoven og luftgeværsskydning. Mads lavede Boeuf Bourguignon, som blev ualmindelig vellykket; måske fordi jeg var rundhåndet med cognac da der skulle flamberes. Hunden var også tilfreds med selskabet.

En hytte i Tandådalen var booket + en hundekahyt tur med DFDS til Oslo var booket, så det lå i kortene at vinterferien ville blive genial. Konceptet og hytten kunne rumme at børn og gamle venner kunne koble sig på efter behov, men så com Corona krisen. Den flinke hyttedame tilbød at aflyse, mens DFDS berigede mig med en IOU uden smålig skelen til dansk rets almindelige regler. Eftersom danskerforbuddet kun varede til og med uge 6, var håbet lysegrønt indtil den svenske virus guru (muligvis eneste embedsmand) i et hidtil uset anfald af forsigtighede forlængede forbuddet. Game over! Hvad gør man så?

En mulighed er at tage til Ærø. En fantastisk ø i det sydfynske øhav, hvor man kan finde vild natur og et pensionat der er åbent. Oprindeligt søfolk og andre anarkisters vigtigste base i Danmark, og sandsynligvis det eneste sted i verden hvor man drikker Riga Balzam regelmæssigt. De har indtil flere aktive værfter, en søfartsskole, en sangforening for småborgerlige, et bryggeri, en konfektmager, et destilleri, en cigarmager og en konfektmager, samt et hospital til at samle op. Desuden kan man blive gift; no questions asked og færgen går flere gange om dagen, så der er er egentlig ikke noget at vente på.

• 

• 

Intet skiløb, men vi fandt et sted (Ommelshoved udenfor Marstal) hvor der ikke var nogen mennesker eller hunde hvor Vaino kunne løbe løs.

• 

Sidste dag, øv! Idag og igår har vejret været perfekt med blå himmel og – 10 graders frost. Vi høstede gevinsten efter det kraftige snefald, med dynger af nysne overalt og hvide trætoppe. Løjpemanden har været ude med sin maskine så føret var perfekt. Jeg skiftede til mine Madshus Vasaløbs racing ski, og der blev indkøbt grillpølser til Vainos frokost.

Eneste kedelige oplevelse var et “HVAD LAVER DU?” tilråb fra en midaldrende mellemledertype i kropsnært skitøj, der var sur over at vi var stoppet op på løjpen. Ikke foroven eller forneden af en bakke, men midt på et langt åbent stykke. Han supplererede med en fodnoteforklaring om at man skal gå ud af sporet hvis man stopper, og jeg kan godt se at han mistede et par sekunder ved at køre udenom. Men det gør man hele tiden da der også skal være plads til børn og ældre, eller nybegyndere eller folk, der venter på nogen. Tydeligvis en person, der burde være blevet i fitnesscentret med sit pulsur.

Hunden var ligeglad, og vejret var for godt til at reflektere over andet end at vi samme dag allerede havde mødt ca. 50 andre søde mennesker, der sagde pæne ting om hunden eller bare “hey” med et smil, når vi passerede eller blev passeret.

Det gode vejr gjorde at der var live lovlig mange mennesker ude på ski, men der er andre løjpesystemer som ligger mere øde og jeg har allerede besluttet at tage herop næste år i to uger. Så bliver der mulighed for at udforske området, og holde åbent hus.

En observation er at man ikke længere ser så meget klassisk skitøj (i grå, blå og røde farver), men der er lige lovlig meget neon og tights. Jeg nægter at gå i andet end uldtrøje, anorak og knickers, omend jeg efter mange års overvejelse er begyndt at acceptere 1960’er slackslignende sorte stretchbukser (til kvinder). Det ser ud til at disse nye aktører – i deres adfærd og udseende – har set en mulighed for at kulturinvadere langrendsporten, med de værste sider af cykelsporten. Tidligere tog man på tur med hele pakken af motion, natur, samvær og frokost i sneen, og det er efter min mening det helsebringende ved sporten. Jeg håber for lycra-folket at de får øjnene op for denne mulighed, men pulsur, tights og en drikkedunk med powervand inspirerer til at komme hurtigst muligt rundt fremfor at være på tur.

Igen en dag hvor der var faldet 10 cm sne i løbet af natten, og hvor det sneede hele dagen. Såfremt den løjpeansvarlige havde været nordmand ville han være stået op kl. 04:00 og startet pistmaskinen så området kunne være klar kl. 09:00. Her i Tandådalen valgte den ansvarlige tilsyneladende at blive i sengen så alle spor var begravet, og det blev en anstrengende dag. Til gengæld var det meget smukt. Formentlig er det den samme person, som har ansvaret for skiltningen. Den er super fin ved start og mål, men ikke-eksisterende eller misvisende undervejs. Jeg regner med at han skal gå rundt og derfor lægger kræfterne først på dagen.

Til frokost nød vi en ret fra Magic Asia (Teriyaki) tilberedt på det uundværlige pocket rocket gasapparat med Daim til dessert. Vaino fik færdiglavede kødboller fra Felixfabrikkerne.

I denne sammenhæng vil jeg gerne anbefale at medbringe teposer eller mini Nescafé portioner fra hoteller man har besøgt. Idag blev det en mystisk te fra Hotel Signiel i Seoul. Så kan man sidde og glæde sig over hvor priviligeret man er, men det stiller selvsagt visse krav til teposerne.

Vaino måtte hjem og sove, men først efter at have fået smurt fusserne med Musher’s secret salve, som alle ansvarlige hundeejere har liggende sammen med skivoksen.

På vinterferie i Tandådalen. Efter min mening det bedste område i Sälen fordi det er et varieret landskab og ret stort. Der er for mange mennesker og en Mcdonalds i Lindvallen og Stöten er for småt til langrend. Området nær Högfjellshotellet har jeg muligvis ikke testet ordentligt, men for et par år siden var vi på snescootersafari i Tandådalen og blev ret betagede over variationen mellem dalstrækningen mellem Kalvfjellet og Hundfjellet og selve Hundfjelltoppens vidder.

Desuden kan man i Tandådalen bo i en hytte, som ligger isoleret fra lifter og generende snowboard turister. Det ser også ud til at det er nemmere at leje en hytte hvor man må have hund i Sälen end på den anden side af grænsen i Trysil. Denne gang er det vist en familiestuga fra 1970’erne med selvbyg sauna og det hele. Fin udsigt og især bedre end de små røde IKEA hytter på 25 m2 , man ellers kan leje i en eller anden dum stugby med western navn.

Der er en nær-ICA hvor man kan købe det meste (bortset fra frostposer), og den fungerer endda som Systembolag ombud hvis man lige står og mangler nogle Nordalands Guld.

De andre gange jeg har været i området er vi kørt hele vejen, med stop nord for Åmål på et fantastisk sted (Krokstad herrgård), hvor man kan få et stort fint værelse + gourmetmiddag med vinmenu for en sang. Ideelt når man ikke er vild med bilferier og hunden har køreskræk, fordi så bliver turen brækket over i ca. 6 + 5  timer. Desuden kan man starte dagen med en gåtur ved søen. Denne gang blev det med Oslobåden i hundekahyt:

Ret genialt og køreturen til Tandådalen er så bare 3½ time. Der er et dedikeret hundelufterdæk og man slipper for partypassagererne.

Det vælter ned med sne i Sälen, og den første dag hvor vi bare skulle på en 11 km tur endte det med at blive en dagtur fordi løjperne ikke var præparerede. Vaino måtte sove til middag i frokostpausen og var færdig bagefter. De nye fjeldski kom til gengæld til deres ret og jeg anbefaler Åsnes Finnmark 54; de hundevenlige ski (fordi de ikke har stålkanter). Til gengæld er de for tunge på præparerede løjper

Weekend i Sverige på Prästholmen. Uanset at SMHI vejr appen havde garanteret regn og skyer var det rigtig fint. Vi testede en af de fire autoriserede vandrestier man har anlagt i området. Hvis man farer vild kan man være uheldig at gå mange timer før man kommer til en vej eller civilisation og jeg har prøvet at miste orienteringen engang. Derfor er disse stier super fine og man møder ingen mennesker. Hunden behøver ikke at være i snor men efter at der er kommet vildsvin til området er jeg lidt bekymret for Vaino, der ses her under en frokost pause..

Efter kun to år lykkes det mig at finde en murer, der gad at arbejde på mit hus men nu er der sat fliser op i køkkenet. Og der er er lagt en stålskorsten ind i den gamle naturstensskorsten så nu brager brændekomfuret. Aftensmaden blev lavet på komfuret både fredag og lørdag aften. Det giver processen en særlig dimension.

 

 

 

 

 

På vej hjem fra Stöten stoppede vi i Varberg syd for Göteborg for at se Vainos far (billedet ovenfor). Navdi, hedder han og er en meget flot hund, der bor hos en sød svensk familie sammen med sin bror og Vainos bror. Tre finske hyrdehunde under samme tag betyder at de har dannet en flok og overtaget kontrollen over hjemmet. Det smarte er dog at hundene kan trække en slæde og det har meget for sig.

Mødet mellem far og søn indebar, som man kunne forvente rejste børster og en del knurren samt rituel territorie markering. Efter et stykke tid fungerede det fint, men Navdi var ligeså kontant som Bambis far da han kommer hjem fra forretningsrejse og ser at alt er kaos. Besøget var omvejen værd og en god måde at afslutte en fed tur til Stöten.

Regner med at vende tilbage til Stöten til efteråret. Bliver spændende at se hvordan der ser ud.