4. marts 2020

Igen en dag hvor der var faldet 10 cm sne i løbet af natten, og hvor det sneede hele dagen. Såfremt den løjpeansvarlige havde været nordmand ville han være stået op kl. 04:00 og startet pistmaskinen så området kunne være klar kl. 09:00. Her i Tandådalen valgte den ansvarlige tilsyneladende at blive i sengen så alle spor var begravet, og det blev en anstrengende dag. Til gengæld var det meget smukt. Formentlig er det den samme person, som har ansvaret for skiltningen. Den er super fin ved start og mål, men ikke-eksisterende eller misvisende undervejs. Jeg regner med at han skal gå rundt og derfor lægger kræfterne først på dagen.

pocket rocket

Til frokost nød vi en ret fra Magic Asia (Teriyaki) tilberedt på det uundværlige pocket rocket gasapparat med Daim til dessert. Vaino fik færdiglavede kødboller fra Felixfabrikkerne.

I denne sammenhæng vil jeg gerne anbefale at medbringe teposer eller mini Nescafé portioner fra hoteller man har besøgt. Idag blev det en mystisk te fra Hotel Signiel i Seoul. Så kan man sidde og glæde sig over hvor priviligeret man er, men det stiller selvsagt visse krav til teposerne.

Vaino måtte hjem og sove, men først efter at have fået smurt fusserne med Musher’s secret salve, som alle ansvarlige hundeejere har liggende sammen med skivoksen.

Leave a comment