6. marts 2020

Sidste dag, øv! Idag og igår har vejret været perfekt med blå himmel og – 10 graders frost. Vi høstede gevinsten efter det kraftige snefald, med dynger af nysne overalt og hvide trætoppe. Løjpemanden har været ude med sin maskine så føret var perfekt. Jeg skiftede til mine Madshus Vasaløbs racing ski, og der blev indkøbt grillpølser til Vainos frokost.

060301

Eneste kedelige oplevelse var et “HVAD LAVER DU?” tilråb fra en midaldrende mellemledertype i kropsnært skitøj, der var sur over at vi var stoppet op på løjpen. Ikke foroven eller forneden af en bakke, men midt på et langt åbent stykke. Han supplererede med en fodnoteforklaring om at man skal gå ud af sporet hvis man stopper, og jeg kan godt se at han mistede et par sekunder ved at køre udenom. Men det gør man hele tiden da der også skal være plads til børn og ældre, eller nybegyndere eller folk, der venter på nogen. Tydeligvis en person, der burde være blevet i fitnesscentret med sit pulsur.

Hunden var ligeglad, og vejret var for godt til at reflektere over andet end at vi samme dag allerede havde mødt ca. 50 andre søde mennesker, der sagde pæne ting om hunden eller bare “hey” med et smil, når vi passerede eller blev passeret.

Det gode vejr gjorde at der var live lovlig mange mennesker ude på ski, men der er andre løjpesystemer som ligger mere øde og jeg har allerede besluttet at tage herop næste år i to uger. Så bliver der mulighed for at udforske området, og holde åbent hus.

En observation er at man ikke længere ser så meget klassisk skitøj (i grå, blå og røde farver), men der er lige lovlig meget neon og tights. Jeg nægter at gå i andet end uldtrøje, anorak og knickers, omend jeg efter mange års overvejelse er begyndt at acceptere 1960’er slackslignende sorte stretchbukser (til kvinder). Det ser ud til at disse nye aktører – i deres adfærd og udseende – har set en mulighed for at kulturinvadere langrendsporten, med de værste sider af cykelsporten. Tidligere tog man på tur med hele pakken af motion, natur, samvær og frokost i sneen, og det er efter min mening det helsebringende ved sporten. Jeg håber for lycra-folket at de får øjnene op for denne mulighed, men pulsur, tights og en drikkedunk med powervand inspirerer til at komme hurtigst muligt rundt fremfor at være på tur.

060302

Leave a comment